Historien om standarden for Hvid Schæfer

I 1974 blev første Hvide Schæfer registreret i Danmark
Den hvide schæfer er en relativ ny race her i landet, da det først var i 1974 den hvide schæfer tæve Duchess Rabecca of Malae fra Hawaii blev registreret som den første hvide schæfer i Danmark.

I de første 5 år var der ingen forening for den hvide schæfer i Danmark, men i 1979 blev stiftet Hvid Schæferhundeklub Danmark. På daværende tidspunkt var der kun registreret 22 hvide schæfere i Danmark.

Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer kom til Danmark opstod der en ny klub for hvide schæfere ”Hvid schæferhunde registrering”, hvor Ole Riberholt var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første Danske opdrætter af Hvide schæfere, der importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinier i avlen blandt de hvide schæfere.

Første standard blev godkendt i Bruxelles i 1985
I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles hvor der blev godkendt den første fælles standard for den hvide schæfer. I Danmark kunne Danske Hundeejers Landsforening nu officielt bedømme racen efter en international standard for ”Amerikansk/Canadisk (AC) Hvid schæfer”.


Hvid Schæferhunde blev til Hvid Hyrdehund

I 1997 fik Hvid Schæferhund navnet Hvid Hyrdehund i Dansk Kennel klub / FCI.

Racen skifter igen navn og får egen standard i FCI
Den 1. januar 2003 blev racen godkendt af FCI, og skiftede samtidig igen navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund. Den nye race blev i 2003 foreløbig anerkendt i FCI, men i de første 3 generationer kan hunden ikke erhverve internationale championater i DKK.

Hvid Schæfer og Hvid Schweizisk Hyrdehund mødes i haven, men ingen kan se forskel på de to racer.

Standarden for Hvid Schæfer - kortpelset

STANDARDEN FOR DEN (STOCKHÅRET) KORT HÅREDE HVIDE  AMERIKANSKE/CANADISKE SCHÆFER RACE:


Det første indtryk af en (Stockhåret) Korthåret Hvid A/C Schæfer, er en kraftig, livlig og godt muskuløst dyr. Vagtsom og temperamentsfuld.

Pelsen skal være velplejet og hel hvid og hunden skal således udvise skønhed og pragt.


Hunden skal se velproportioneret ud med harmoniske udviklet for - og bagben.


Den skal være længere end høj.


Hele kroppen igennem, skal de ydre linier være med bløde kurver og ikke have skarpe konturer.


Hunden skal virke ”majestætisk” og ikke spinkel.


I hvile og i bevægelse, skal hunden virke harmonisk og som gælder for racen, vise sin udstråling.


Den skal i sine bevægelser og hurtighed, IKKE udvise tegn på at være kluntet eller træghed.


En Hvid A/C Schæfer skal ikke kun præsentere sin skønhed, men have den i sig til enhver tid.

 

 

ANVENDELSE:

Familiehund, Følgehund, Lavinehund, Sporhund, Førerhund, Beskyttelseshund, Katastrofehund. ( opmærksom, vagtsom og børneglad) 


HOVED:

Med meget ynde, skarpt skåret og kraftigt hoved. Hovedet skal være skabt i det rigtige forhold til kroppen, set fra alle sider. Hunden skal have et kileformet hoved, med kun et minimalt aftagende  stop/pande.

 

 

STØRRELSE OG VÆGT:

 

Hanner:          Størrelse          60 cm. til  66 cm.

                     Middel mål       63 cm.        

                     Vægt                 34 kg. til  40 kg.

 

Hunner:          Størrelse          55 cm. til  61 cm.             

                    Middel mål       58 cm.       

                    Vægt                 32 kg. til  38

 

Hunden SKAL være længere end den er høj!         

 

ØJNE:

Middelstørrelse, mandelformet, let skråt placeret og ikke fremtrædende.

Farven så mørke som muligt.

Udtrykket – skal være opmærksom, intelligent og udtryksfuldt.

IKKE for lyse øjne.

 

ØRER:

Højt ansatte og opmærksomt ”åbent”.

De velproportionerede ører, er sigende for helhedsindtrykket for den hvide A/C Schæfer.

 

TÆNDER:

Tænderne er kraftigt udviklet og bygget – Saksebid.

 

NÆSE:

Næsen skal helst være mørk. Næsen kan efter årstid og klima have lyse pletter.

 

KÆBEPARTI:

Kæbepartiet er kraftigt og må helst ikke være for langt. Læberne stramme, tørre og pænt satte. Kraftig udviklet kæber IKKE for fremtrædende.

 

BRYST:

Godt fremtrædende, godt dybt og tydeligt udad buet i brystet – alt andet vil være en STOR fejl.

 

POTER:

Korte, kompakt buet, godt lukkede, tåen let bøjet, helst mørke kraftige korte negle og sorte trædepuder.

 

NAKKE:

Kraftig, muskuløs, skarpt skåret, relativ lang og godt buet.

 

RYG:

Lige, kraftig udviklet, fra ”nakke - manken”. Krydset er relativ kort. Bredt hofte led, Kort, kraftig, ikke så langt fra sidste ribben til over benet.

 

KRYDSET:

Fra ryg enden til halestart er der en jævn overgang. Er relativt kort.

 

FORPOTER:

Godt placeret i forhold til albuer, set fra siden godt vinklet, kun lettere bred stand.

 

UNDERARM:

Stærk, lige, lang og ”tør”

OVERARM:

Tilstrækkelig lang, godt muskuløs og korrekt placeret i forhold til skulderen


BAGBEN:

Godt muskuløs og bred, lårbensknoglen er parallel med overarmen. Bag poter smal, kort, kraftig og set fra siden tilstrækkeligt godt vinklet.

 

HALEN:

Behåret let. Ved den sidste hvirvel til starts leddet bøjet, i øvrigt nedhængende, godt ansat i krydset, i ro sabel formet. Ved bevægelse skal halen over ryggen.

 

BEVÆGELSER:

Med lange skridt (Jordvindende), i skridt og i trav, ubesværet, kraftige for trin og gode fraspark.

 

FARVE:

Farven er ren hvid UDEN pletter, man kan efter årstiden se på øre spidserne, ved haleroden og mellemste del af ryggen en let ”vildfarve”.

 

BEHÅRING:

Den (stockhåret) korthårede består af en tæt underuld, som beskytter den mod vejret sammen med den overliggende dæk pels.

 

KØNSKARAKTÉR:

SKAL være godt udpræget. Testiklerne hos hanhunden skal være normalt udviklet og skal begge været placeret i pungen.


FEJL:

Fejl i balancen og i proportionerne.

 

Indholdsmangler (substansmangler) ved kroppen, gående eller ved løben.

 

Dårlig gang set fra siden eller bagfra, såkaldt kohaset eller træghed.

 

Tævelignende hanhunde og omvendt.

 

Fejlagtig ryg (hængende)

 

Stærkt faldende kryds.

 

For lange og bløde former.

 

Meget dårlige poter, spredte poter.

 

Ringet hale – knage hale – kuperet hale – knæk hale.

 

Ikke fuldstændigt tandsæt, (42 tænder) manglende tænder, som er et uheld anses som skønheds fejl.

 

Overbid – underbid – tangbid.

 

Ingen god slægtspræg, Testikel fejl ved hanhunde er i øvrigt udelukket for opdræt og udstillinger.

 

For lyse øjne.

 

Dårligt båret ører, (kipører – hængeører).

 

Vage muskler og dårlig muskel kondition.

 

Fejlagtig ikke ensartet pels.

 

For stærk buet ryg ved Unghundeklasse.

 

For stærkt aftagende forhoved.

 

For udpræget lange kæber.

 

For lavt bryst og ind ad drejet albuer (fransk stilling).

 

For stærke ”vildtfarver”.

 

Adfærdsmangel.


Ængstelighed, sky, nervøsitet, og stærk aggressivitet, er grov forkasteligt.


En hvid Schæfer kan altid godt med andre hunde, men hundens pels skal være hvid, og helst uden gyldne farver på ører eller ryg

Standarden for langpelset Hvid Schæfer

Der er kun en standard for Hvid Schæfer, men der er en lille forskel på om hunden er avlet som kort- eller langpelset.

Derfor er der også i standarden for Hvid Schæfer et tillæg der gælder for de langpelsede Hvide Schæfere

STANDARDEN FOR DEN LANGHÅREDE-(STOCKHÅRET) HVIDE A/C SCHÆFER.

I ALMINDELIGHED:

Denne racevariant har samme standard som den almindelige stockhåret – har kun pelsen som variant.

 

Se under den (stockhåret) korthårede hvide A/C Schæfer!

 

PELS:

Den lang-(stock)hårede Schæfer består af en tæt underuld som beskyttelse mod vejrliget med en derover liggende dæk pels. Lette bølger i pelsen er tilladeligt. Længden af den lang-(stock)hårede skal være tilpasset underulden.

Hvide Schæfere kan være både kort- og langpelsede, og en hund kan en gang omregistreres fra kort til langpelset Hvid Schæfer.