Tak til Skagens Nero

Den 28. januar 2011 valgte vi at få Skagens Nero aflives, efter en lang sej kamp med lymphe kræft – som jo rammer rigtig mange gamle hunde – og som kunne holdes nede ved at han ikke fik vand inden han ”gik i seng”, så klarede han det flot.
 
Men samtidig begyndte han at tabe sige. I julen 2010 var han ”nede på 55 kg.”, men var stadig ellers viljestærk og VILLE gå samme lange ture som Rolf, selv om trætheden tydeligt viste sig.

Han havde også stadig sit Barry gen i fuld udfoldelse med at INGEN andre han hunde er værd at snakke fredeligt med hverken på lang afstand eller i huset, medens hun katte og tæve hunde var hans et og et, og de måtte alt – og skulle en anden hankat eller han hund vove at røre hans venner, så glemte han helt han var gammel og skulle nok få de formastelige sendt hjem meget hurtigt.

Efterhånden ville han kun spise hvalpefoder og godbider og han tabte sig mere, og søvnet fyldte mere og mere i hans hverdag, hvor han var glad for sin store hjemmesyede seng i soveværelset hos mine forældre.
 
På hans sidste dag vejede den store han hund 49 kg. og hans blodprøver at nyrene målte til 180, hvor de normalt skulle være på 7 – 25, så det var en viljestærk afkræfet Nero der stod foran døren til dødsriget.

Dyrelægen sagde havde han aldrig set så stor en hund være så syg som Nero nu var, uden at han hverken viste smerte eller surhed og glæden var stor  i både krop og øjnene, men alligevel var der ingen tvivl om at det rigtige var at give den store gamle hund  fred.

Men Nero syntes ikke andet end han skulle ud at gå så da dyrlægen gav ham den beroligende sprøjte og vi skulle vente ½ time, ja så ville Nero gå en sidste tur, inden han gik tilbage til dyrlægen og fik den sidste sprøjte og sov stille ind.

Det var ikke noget let valg at sige farvel til Nero, som mere end 60 gange har været i ringen med mig og mange andre hunde både her hjemme og i udlandet, og som både her hjemme, Holland og Tyskland har beriget andre familier med hvalpe med ham som far.

Nero elskede livet sammen med dommere, ringsekretæren og de andre hunde samt førere i ringen, og mange dommere har da også set det store hoved lægge sig på dommerbordet, mens sekretæren skrev  dommerens kritik af den store hund.

Nero nød de sidste år af sin alderdom hos mine forældre og for dem og mig var det vigtige at Nero fik en værdig død på et langt liv for en stor dejlig sød hund som altid vil være i vore tanker.

Havde sygdommen ikke fået overtaget på ham var han den 14. april fyldt 11 år, så han har jo haft mange år på bagen.
 
Vi husker også alle med gru da han for mange år siden fik konstateret kræft og kom i kemo behandling, og få måneder efter igen var tilbage i ”fuld kampform i ringen”, som var hans et og alt – sammen med god mad.

Nero var jo også den eneste hund der har fået den næste højeste æresmedalje, der kan gives til en soldat i USA .
 
Silverstar som han fik af en tidligere Amerikansk soldat der ikke ønskede medaljen skulle tilbage til USA. Han fandt at den hund der havde kæmpet mest var Nero, som derfor fik medaljen. Det skabte nogen utilfredshed i Den amerikanske ambasade der var utilfreds med at en af de største medaljer var givet til en hund. Men den gamle mand stod fast i sit valg.

Vi var til bisættelse sidste år, hvor det var en stærk oplevelse da præsten ved kisten fortalte at ”Kalle var i mange år en dygtig soldat i Amerikanske krige, og fik Silverstar som medalje. Hans vilje var at medaljen aldrig skulle tilbage til USA og at det var den Hvide Schæfer Skagens Nero der skulle beholde medaljen, og når Nero´s liv sluttede skulle medaljen gå videre til en af de mange hvalpe Nero var far til, sluttede præsten den stærkt personlige tale af med at sige”.

Den oplevelse vil nok altid stå som den stærkeste oplevelse i alle de år jeg har haft Hvid Schæfer. Derfor var det også vigtigt at Nero  fik lov til at sove stille og roligt ind på en smuk værdig måde.

Nero er den Hvide Schæfer jeg har haft i flest år, og mine tanker – samt mange andres tanker – vil helt sikkert gå til årene med Nero.

Her hjemme har jeg lykkeligvis stadig Rolf der er hvalp efter nu afdøde Nero,  som ikke ved han er forældreløs da både mor Tittes Kia og Skagens Nero nu er død.

Ære både Nero´s og Kia´s minde mange gange, håber i måske mødes i hunderiget - hvis det sted findes - til et godt stort okseben som var jeres et og alt sammen med jeres hvalpe samt glade hundeejere.

Kommentarer